Afsnit fra bogen "Rejsen til Syd Afrika 1931-21" - erindringsblade over Erik Volmer Jensen, skrevet 1995 af Birthe Volmer Jensen


Jeg tænker saa tit paa, hvor morsomt det vilde have været, hvis
Erik havde skrevet sine Barndomsberetninger, for han kunde
virkelig skrive.

Farmor var 36 Aar, Farfar 45 Aar, da Erik blev født. Fritz var
14, Jørgen 13 Aar, saa de kom efter nogle Aar hjemmefra. Fritz i
Købmandslære, Jørgen blev uddannet som Landmand og Mejerist,
hvorefter de begge rejste til Udlandet, Jørgen til Sydafrika,
Fritz til Mexico. Saa det meste af Eriks Barndom var som et
Enebarns.

Det har nok ikke været saa let at begynde forfra med et lille
Barn i Familien igen, mest fordi Farfar ofte var syg af
Mavesaar, som han havde lidt af fra sin Ungdom. Han blev
opereret 3 Gange og havde langt over 20 alvorlige Maveblødninger
i sit Liv.

Erik husker fra Vordingborg, hvor han ikke var ret gammel, at
han maatte staa op paa en Stol for at ringe efter Lægen, fordi
Farmor maatte hjælpe Farfar.

Farfar var meget velbegavet. Han vilde gerne have været Jurist,
men fulgte sin Far med en Karriere indenfor Militæret, hvor han hurtigt
kunde faa Gage. Der var jo 6 Børn i Familien og ikke SU, som i
Dag. Han kom trods Sygdom i Kraft af sin Dygtighed langt i
Karrieren og endte som Oberst og Garnisonskommandant i Fredericia.

Jeg kendte Farfar de sidste 5 Aar af hans Liv. Han var en meget
smuk Mand, og synes jeg, et fint, elskværdigt og nobelt
Menneske, der tog imod mig i Familien paa en kærlig Maade.
Foruden Militær-tjenesten var han knyttet til Jyllands-posten
som Militærhistorisk Anmelder og Kronikskribent. Et Arbejde han
fortsatte med til sin Død.

Som Officer flytter man meget rundt i Landet. Fritz er født i
Helsingør, hvor de havde deres første Hjem. En Overgang boede de
i Kastellet i Køben-havn. Her sprang Farfar engang i Voldgraven
og reddede et Barn fra at drukne. Jens Ole har vist
Redningsmedaljen.

Erik blev døbt d. 17 April 1913 i Sct. Paulskirke i Aarhus.
Farmor syntes, han skulde hedde Benjamin, men Eriks Mormor mente
han vilde blive drillet med det Navn, saa det blev Erik Benjamin.

Blandt Fadderne var Baronesse Gyldenkrone f. Prior. En
Slægtning af hende, der boede i London, tog sig af Erik de Dage
han var i London inden Baaden sejlede til Sydafrika i 1931.
Baron Gyldenkrone var Officer som Farfar, og de var nære Venner
af Farfar og Farmor. Jeg var med til Middag paa Jægersborg
Kaserne, hvor han var Kommandant, da Erik og hans Forældre
boede i Lyngby. Oberst, Forfatter P.F.Rist var ogsaa Fadder. Han
har bl.a. skrevet "En Rekrut fra 64", der bygger paa hans egen
Deltagelse i Krigen. Foruden sit Forfatterskab var han
Medredaktør af Serien "Memoirer og Breve". Farfar gjorde
Tjeneste under ham, og det førte til et livslangt Venskab.
Farfar har skrevet om ham i Bogen "15. Batallions Historie".

Eriks Barndom har været ret urolig og omskiftelig i
Sammenligning med min. Han har boet i Aarhus, København,
Vordingborg, Viborg og Fredericia inden han 15 Aar gammel kom
til Lyngby. Han har derfor skiftet Skole og Kammerater flere
Gange.

Erik led meget af Bronchitis i sin Barndom. Klimaet i Viborg
har nok til tider været haardt. Her gik Erik i Underskole.

Farfar var en dygtig Rytter, saa han prøvede at tage Erik med
ud at ride. Det var nu ingen Succes. Først i Sydafrika, da Erik
var paa en Farm i et Par Maaneder hos Jørgens Venner genoptog
han Ridningen.

Det var en god Forandring at komme til Fredericia, der laa ved
Vandet. Badeforholdene var ideelle og Svømning hørte med i
Gymnastiktimerne. Erik gik i Mellemskolen paa Gymnasiet. Nogle
af Bygningerne var meget gamle. I et af Klasseværelserne var
General Rye bragt ind efter Slaget d. 6 Juli 1849.

Der var ikke Tjenestebolig, saa Familien boede i en Lejlighed,
men havde en dejlig stor Have paa Voldterrainet. Det var
Militært Omraade med Vagtmandskab. Erik oplevede engang, da han
gik derud, at Soldaten raabte ham an. Erik svarede, at han var
Oberstens Søn og paa Vej til Haven. Pludselig lød der et Skud
bag ham. Det var en underlig Fornemmelse at gaa videre. Soldaten
kendte ham vel ikke, men det er nok overdrevet at skyde efter et
Barn.

En Overgang pjækkede Erik fra Skolen. Han tog Skoletaske og
Madpakken med og gik hjemmefra om Morgenen og tilbragte Dagen
ude i Naturen til Skoletimerne var forbi. En Dag tog han lidt
for tidligt hjem og var dum nok til at gaa med Farmor i Byen.
Det var i Spisefrikvarteret, hvor de mødte et Par af Eriks
Klassekammerater, der spurgte, hvorfor han ikke var i Skole. Han
snakkede om syge Lærere. Men den gik ikke. Han var opdaget.

Der blev slaaet haardt ned. Farfar var jo ikke for ingenting i
Militæret. Erik skulde forære al sit Legetøj væk. Bl.a. havde
han paa en Lodseddel engang vundet Hovedgevinsten, et dejligt
Modelskib. Desuden skulde han hver Morgen møde op hos Rektor saa
de kunde se, at han var paa Skolen. Erik har jo Resten af sit
Liv pligtopfyldende passet sit Arbejde, men han vilde gerne
baade paa "Ude og Hjemme" og hos Aller efter et Stykke Tid lave
Arbejdet hjemme. Asta Lachmann sagde engang til mig: "Hvor kan
du dog holde ud at have ham hjemme hele Dagen?". Hendes Mand tog
jo af Sted hver Morgen. Jeg syntes det var et Privilegium, at
han var saa meget hjemme. Vi fik jo paa den Maade ekstra mange
Timer sammen.

I Fredericia var Erik 2 Gange paa Hospitalet. Første Gang under
en Difteritisepidemi, hvor mange var indlagt. Her kunde de
underholde hinanden. Næste Gang med Skarlagensfeber, hvor han
laa alene og kedede sig i 6 Uger. I Dag bliver man takket være
Penicillin rask paa faa Dage.

Farfar søgte Sygeorlov i 1928, men det blev ikke bevilget,
hvorefter han maatte tage sin Afsked. Nu skulde de flytte fra
Fredericia. De tænkte en Overgang paa at finde en Bolig i Sorø,
saa Erik kunde gaa i Gymnasiet paa Sorø Akademi. Tilfældigvis
traf Farfar i København Ritmester Bruhn, som han kendte. Da han
hørte at Farfar ledte efter Lejlighed, tilbød han at indrette
Lejlighed i Sidebygningen til Palæet i Lyngby, som han ejede.

Det var en ualmindelig dejlig og charmerende Bolig. Midt i Huset
gik der Trappe hele Vejen op til Tagetagen. Fra Repos'en paa 1
Sal laa til den ene Side Farfars Arbejdsværelse og derefter den
store Dagligstue ud mod Hovedgaden. Til den anden Side
Spisestue, Forældrenes Soveværelse, Badeværelse og et lille
Anretterværelse med Madelevator fra Køkkenet, der laa i
Tagetagen sammen med Pigeværelset til den ene Side. Her
residerede Frk. Nielsen, som vi holdt Forbindelsen vedlige med
Resten af Livet efter hun var flyttet tilbage til Lyngby efter
Aarene i England, hvor hun blev til efter Krigen. Til den anden
Side var der en lille Mellemgang til Eriks Værelse, der vendte
ud imod Hovedgaden. Det var et vældig hyggeligt Værelse med
skraa Vægge og et Vindue i Gulvhøjde, hvorfor der var et Gitter
halvt op, saa man ikke faldt ud, naar man aabnede det. Det var i
alle Retninger en ideel Bolig. Erik kunde have Kammerater paa
Besøg uden at genere Farfar og Farmor. Timandsraadet har holdt
mange muntre Møder der. Da vi i 2G. begyndte at læse sammen
foregik detselvfølgelig dagligt der. Saa jeg har mange dejlige
Minder fra Palæet. Der var ogsaa Have, som vi kunde sidde i. Det
er ubegribeligt, at man har Lov til at ødelægge Omgivelserne med
grimt Garagebyggeri i Haven ved den Ejendom, der er fredet i
Klasse B.

Erik faldt godt til i Skolen. Livlig, morsom og en vældig god
Kammerat. Saa han var selvfølgelig en af Initiativtagerne til
Timandsraadet, da vi i 2G. skulde lave Skolekommedie og
Gymnasiebal.

I 2G. var der mange private Fester med Middag og Bal. Lilli,
der boede i København nær Lyngbyvejen, havde Bal d. 9 November
1929. Jeg havde sagt til Mor, inden jeg tog af Sted: "Jeg vilde
ønske, jeg fik Erik til Bords, for han er saa sjov". Jeg fik mit
Ønske opfyldt. Alle der har kendt Erik ved jo, hvor
underholdende, han kunde være. Knud Skov og Erik var om
Eftermiddagen i Biografen til den første Talefilm, der blev vist
herhjemme. Og saa var Erik nogle Uger inden, d. 20 Oktober,
blevet Onkel til Putte, det syntes han selvfølgelig var morsomt.
Saa han havde meget at underholde med.

Lilli havde inviteret et Par af sine Venner, 2 Studenter, med.
Da vi sad ved Bordet, vendte Erik sig til Karen de Linde, som
sad paa hans anden Side og sagde: "Har du set, hvor * (jeg
husker ikke Navnet) lægger an paa Birthe?" hvortil Karen sagde:
"Det kan jeg da godt forstaa, hun er mægtig sød". Erik siger
selv, at han vente sig om, og saa var det sket med ham. Vi havde
en dejlig Aften sammen. I Taxaen paa Vej hjem, hvor vi var alt
for mange, sad jeg paa Skødet af Erik. Saa jeg har ikke specielt
gjort noget for at det skulde blive os, men selvfølgelig har der
været gensidig Sympati fra Begyndelsen.

Erik var saa gavmild, gav gerne væk for at glæde andre. Han
fik, mens vi gik i Skole, en paa den Tid usædvanlig Gave fra
Jørgen i Sydafrika. Det var en bred Slangeskindsrem med en smal
Rem i til Uret. Selvfølgelig har jeg beundret den, saa i Stedet
for selv af gaa med den, forærede han mig den. Jeg har faaet
flere senere, naar de var slidt op.

Naar jeg tænker tilbage paa vores Ferier i Sverige, mindes jeg
hans utrolige Generøsitet ved at invitere Venner og Familie med.
William, som nød godt af Tavnäs flere Aar. Holger og Miriam,
Molly og Sidney, Svend og Kaj Olsen, der lige havde mistet
Gudrun. Straks inviterede han dem paa Ferie. Mik, der selv fandt
op til os, og saa var han selvfølgelig Gæst resten af Tiden.
Esther, Putte og Jette.

Det samme var Tilfældet, da vi holdt Ferie paa Mols med Farmor,
Mormor og hele Familien fra Aarhus.

Da Erik var død, hørte jeg fra Jakob og Ulla Pasternak. Jakob
skrev bl.a. "Min første Erindring om Erik gaar over 50 Aar
tilbage. Jeg var omkring 9 Aar. Det var en Forsommer og jeg laa
i Sengen en 8-10 Dage, og Erik forærede mig sin Barndoms 3
Musketerer, Gøngehøvdingen og alle Flemmingbøgerne."

Erik gjorde alt for at glæde andre, det var ikke noget han
talte om, han var bare et sødt og kærligt Menneske.


Der findes én Glæde i Livet
der aldrig vendes til lede,
det at du glæder en anden,
det er den eneste Glæde.

(Den norske Digter Arnulf Øverland).


Da Tante Karen blev syg og kom paa Kommunehospitalet, hvor hun
laa i flere Maaneder, besøgte Erik hende næsten hver Dag. Hun
blev efterhaanden meget senil, men der er ingen Tvivl om, at hun
var glad for at se ham. Pernille boede hjemme paa den Tid, saa
vi tog nogle Gange hende med derind.

Vores Nabo Mørch blev alvorligt syg af Kræft. Han blev en
Overgang sendt hjem fra Hospitalet, da der ingen Behandling var
mulig. Han var for svag til at køre i sin egen Bil, saa Erik
kørte hver Formiddag en Tur med ham, saa han kunde komme lidt
hjemmefra til andre Omgivelser.

Første Gang Erik var i Sydafrika i 1931-32 lærte han en dejlig
Skik at kende: Sundowner. Timen til en drink inden Middag. De
sidste mange Aar, hvor Erik ikke kunde skrive mere, forenede vi
sundowner med Oplæsning. Vi læste skiftevis højt for hinanden og
har paa den Maade haft fælles Glæde og Diskussioner om den
righoldige Litteratur, vi hentede hjem fra Biblioteket. Jeg
fortsatte selvfølgelig Oplæsningen paa Baunehøj. Det sidste
Efteraar han levede læste jeg bl.a. den svenske Forfatterinde
Amelie Posse's meget interessante Erindringsbøger for ham. Jeg
havde selv tidligere læst dem.

Den 2-9-1992 skrev jeg Dagbog til Nationalmuseet. Den Dag kan
jeg se, at jeg læste op af Tony Arnolds Bog om Bror Blixen. Vi
læste det Aar flere Forfatteres Skildringer fra Kenya i samme
Tidsrum.

I December kom Erik paa Hospitalet med Lungebetændelse. Efter
det var han meget svag og sengeliggende de næste 4 Maaneder. Han
sov meget og havde ingen Glæde af Højtlæsning. I Stedet sad jeg
hos ham saa meget som muligt.

I 1970 fik Erik en alvorlig Lungebetændelse med Temperatur paa
over 40o. Paa Vej tilbage fra Badeværelset til Sengen besvimede
han og faldt forover paa Ansigtet. De næste 8 Dage paa
Hospitalet var han meget uklar. Hjernen havde taget Skade. Aaret
efter med Influenza gentog det sig - igen lige paa Ansigtet.

De første Aar var Erik meget heldig med den Hospitalsafdeling,
han laa paa. Overlæge Thygesen var en storartet Hjælp for Erik.
Senere læste vi, at han havde været i Koncentrationslejren
Neuengamme, hvor Medfanger omtalte ham og roste ham for hans
store Hjælpsomhed mod dem. Han skaffede Erik Invalidepension.
Hans Hjerne havde jo taget Skade, saa han ikke kunde skrive
mere. Heldigvis kunde Erik gaa og køre lange Ture de første
mange Aar. Vi rejste ogsaa et Par Gange paa Ferier i Sverige og
en Tur til London.

Erik havde søgt et Rejselegat fra Carlsberg gennem
Journalistforbundet med ønske om at se Vikingeudgravningerne i
Dublin. Han var jo fra sin Tid hos Aller vant til at
tilrettelægge sine Rejser.

Det samme gjorde han her med Introduktion fra vores gamle
Skolekammerat Rigsantikvar Peter Glob til hans Kollega i Dublin,
der vilde vise Erik rundt. Hoteller og Færger til England og fra
Liverpool til Dublin var ordnet og betalt hjemmefra. Molly og
Sidney ventede os i London, Jens og May i Irland. Da vi kom i
Land i Harwich foreslog Erik, at vi tog hjem. Det maa have været
meget svært for ham at opdage, at han var træt og ikke den gamle
raske Rejsejournalist.

Hvis det havde været en almindelig Tur, vilde jeg selvfølgelig
have sagt ja til at vende om med det samme. Det her var jo noget
andet mere officielt. Saa jeg foreslog, at vi prøvede at
fortsætte. Det gik ogsaa meget godt. Men selvfølgelig fik Erik
ikke det samme ud af denne Rejse, som fra tidligere Ture.

Det sidste Aar, inden vi kom paa Baunehøj, blev Besvimelser og
Hospitalsophold hyppigere. Det kneb efterhaanden med at gaa.
Det blev en lang Tur rundt om Trekanten ad Virumvej og
Frederiksdalsvej. Heldigvis var der sat en Bænk i Hjørnet ved
Grevens Mark, hvor vi hvilede og nød den smukke Udsigt inden
Turen tilbage. Senere gik vi blot op til Bænken og tilbage af
Frederiksdalsvej.

Til sidst gik vi kun over til Bænken ved Virum Skoles Indgang.
Her var jo livligt med alle Børnene. Efterhaanden blev det ogsaa
for langt at gaa, men heldigvis havde vi jo Haven. Jeg maatte i
Byen og købe ind af og til. Jeg var nervøs for at gaa fra ham og
bad ham blive siddende i Stolen til jeg kom hjem. Naar jeg var
hjemme igen sagde han ofte: "Jeg har været ude og se efter dig
flere Gange".

Det var godt, at vi fik den gode Lejlighed paa Baunehøj. I alle
de mange Aar hvor Erik var svækket, har han aldrig beklaget sig,
men været saa sød og nem. Jeg har det som min Mor. Hvis jeg
havde mistet Erik tidligere i vores Ægteskab, vilde jeg heller
ikke have giftet mig igen. Jeg havde været gift med ham jeg
elskede og som havde givet mig saa rigt et Liv.