Samtale mellem Benthe, Jan og morfar, Berthe Henningsen (født 18. marts 1913)

Benthe: Kan du ikke fortælle om dengang du gik med mælk?

Berthel: Man blev jaget op der, og skulle med mælkemanden kl. halvseks om morgenen, og det var i de der korte spejderbukser og spejderstrømper hvor knæene var bare. Man skulle være derude klokken halvseks.

Benthe: Så havde I træsko på?.

Berthel: Ja, man havde træsko på. Og så når man kom derud, så sagde mælkehandler Poulsen "Nu skal I vaske jeres hænder, for det har I nok ikke nået derhjemme" og så var det ind under det varme vand, og det var jo dejligt - det varede nogen tid, før vi var færdige med det. Og så kom vi jo ud og kørte rundt, og så når klokken var ti minutter før otte - vi skulle møde i skolen klokken otte - så fik man jo fri.

Jan: Var det mælk i flasker?

Berthel: Det var i kander. Så mødte de med deres fade. Det tog vi andre imod og gik ud og fik en halv sød eller en kvart sød. Og så var der en kedelig dame oppe i Østergade, hun sagde altid - den fik vi hver gang - "Og så la' vær' med at stikke din beskidte tommelfinger ned i mælken!"

Benthe: Hvor mange var I til ned at hjælpe?

Berthel: Vi var to. Vi var jo en 8-9 år. Den anden var en, der hed Frede Lagerbom. Han havde forresten en datter, der kom på kvindelandsholdet i håndbold.

Jeg havde regnet ud, når jeg skulle ned ad Vestergade - vi skulle ind i hvert andet hus jo - mælkehandleren han tappede jo fra i fadene og så gik vi andre ind med det - så havde jeg altid regnet ud, at jeg skulle ind hos en gammel pensioneret læreinde, frøken Knudsen hed hun - hun hed frøken Knudsen, selvom hun havde en datter inde i København - der fik man altid en enøre i drikkepenge. Og mange bække små gør jo en stor å. Havde man været der to gange kunne man jo købe en kanelsnegl. Den kostede to øre dengang.

Benthe: Hvad fik I i løn?

Berthel: Vi fik en krone fast om ugen. Det var for hele ugen, søndag med. Det var helt lige til han holdt op med at køre med mælk.

Benthe: Og den skulle I aflevere hjemme?

Berthel: Ja, ja - til træsko og strømper og sådan noget.

Det var det sjove ved Poulsen, han kunne ikke regne ud hvor meget han havde tjent hver dag, det kunne han ikke. For han fik procenter af salget. Lad os sige, han fik seks procent f.eks. af hvad han havde solgt. "Det ved du jo godt, dreng, du har jo hørt lidt om det i skolen med procenter. Hvad vil det sige, at jeg skal have seks procent?. Ja, jeg var jo allerede den gang så klog, så jeg kunne sige "For hver gang du har solgt for 100 kr., skal du have 6. kr." "Ja, det kan jeg sgu nok tænke mig, min dreng. Når det så er 6,25 procent - så kan jeg sgu ikke være med mere. Hvad gør man så?" Det kunne jeg jo heller ikke klare, det der.

Jan: Pengene var vel små dengang her i Rødby?

Berthel: Ja, det var satanma' så fattigt her.

Jan: Ja, og det var vel uden for lands lov og ret. Nu har man Fugleflugtslinjen - det havde man ikke den gang.

Berthel: Overhovedet ikke. Man havde et skibsværft, der gik neden om og hjem. Åndsvageanstalten derude - det var skibsværftets huse, som man havde bygget til arbejderne. Og Bernhardt, som senere flyttede til København og blev sin egen herre der, han havde arbejde derude som smed på skibsværftet.

Jan: Havde man en dok at bygge i derude?

Berthel: Ja, ja - der er lidt tilbage af det - kommandocentalen. Men skibsværftet lå jo i konkurrence med Nakskov skibsværft, og man siger, at det var borgmesteren der, der kvalte vores skibsværft. Så kom Rødby kommune under administration. Vi kunne jo ikke klare al det der - folk flyttede derude fra og alle de huse, de blev mere eller mindre ledige. Der kom jo ingen tilflyttere, og så fik de inde i Folketinget regnet ud, at så kunne de få den her åndsvageanstalt i stedet for.

Benthe: Men Rødby har jo været en meget lille by - mejeriet lå jo langt ude på landet.

Berthel: Ja, og Søndergade endte nede ved Kirkegården, så der var lang vej ud til mejeriet.

Benthe: Jeg har altid syntes, at det finest hus i Rædby var danselærerindens hus på Torvet.

Berthel: Ja, det boede bankdirektøren i til sin død. Det er fredet, det hus. Det samme med Willers hus.

Benthe: Ja, Willers - det må jo i sin tid have været en stor købmandshandel.

Bethel: Han var i sin tid borgmester her i Rødby. Han var jo specielt interesseret i vores stamtavle. Han granskede jo i kirkebøgerne og så fandt han ud af, at vi da måtte stamme fra disse her vendere - det havde han fundet ud af. Han førte det så langt tilbage så vi måtte stamme ned fra dem. De var jo en slags sørøverfolk.

Benthe: Du tror ikke nærmere det var sigøjnere - farmor kunne minde om det med sit mørke hår. - Men hvor kom venderne fra.

Berthel: De kom jo nede fra Fehmern med Arkona - du ved det med Svantevit.

Jan: Din farfar, kendte du også ham.

Berthel: Ja, jeg kan altså mindes ham ved at engang jeg var kommet med ham ud at køre. Da vi så skulle tilbage skulle vi igennem Højbygårdskoven, og så sagde han "Nu skal I gemme jer knægte" - han havde hø og halm og jeg ved ikke hvad ragelse han havde der bagpå - han var handelsmand. "I skulle jo nødigt møde skovtrolden"

Benthe: Ved I hvad. Han har vel skudt noget vildt. Det er vel skovfogeden har ikke har villet møde.

Berthel: Ja, det ved jeg ikke. Min bror, Evald, han var også med. Han var ældre end jeg. Du kan tro vi dukkede os - så længe vi kørte gennem skoven der, så holdt vi vores kæft i. Vi skulle ikke have sagt noget.

Benthe: Hvor boede de?

Berthel: De boede da i Vestergade 47, det der ligger lige overfor Vesterled.

Jan: Hvornår var huset bygget.

Berthel: Det var et gammelt bindingsværkshus - de havde brosten i gården. Og så havde vi vor egen brønd.

Benthe: Og lokum i gården - og der var også en lade, kan du huske laden, eller det var måske et udhus.

Berthel: Ja, det var altså en car-port eller sådan noget. Senere købte mine forældre jo en gammel bil. Min far han var jo fremsynet - han arbejdede på gasværket. Han havde noget fritid engang imellem, selv om de kun var tre til at klare gasværket. Gasværksbestyreren, Peter Mogensen og så min far på skift - og det var døgndrift. Så blev der 8 timer til hver af dem. Og når de så skulle have fri en søndag - så skulle de to andre klare hver tolv timer. Det var dengang folk de skulle arbejde.

Benthe: Stod de og skovlede ind i fyret?

Berthel: De skovlede i med kul i disse her retorter. Og så tvang de gassen ud af dem og hen i en stor gasbeholder.Og jeg kan huske, min far han kom hjem en dag, der havde han mast med en maskine, man skubbede langt ind i retorteren, men man skulle holde fingrene for sig selv. Det fik han ikke gjort, så kom hans tommelfinger i klemme. Der sad han halvanden til to timer inden gasværksbestyreren kom for at se hvordan det gik, og kunne altså hjælpe ham løs.

Benthe: Nej, der var jo ikke noget med sikkerhedsforanstaltninger den gang.

Jan: Men han købte bil, siger du?

Berthel: Ja, en gammel, brugt bil. Og vi kørte i den til København . Det var mor, der havde kørekort. Far han sad ved siden af - "Nu ikke for vildt, nu ikke forvildt. Vi kørte jo med fyrretyve kilometer i timen, men vejene var jo derefter.

Benthe: Men det var jo også utroligt, at I kunne være alle de mennesker i det lille hus. I har ligget som sild i tønde.

Berthel: Ja, vi var far og mor, og så var vi syv børn. Nu var vi jo flest drenge. Den ældste hun er jo død og borte nu. Og så kom der ellers 5 drenge. Vi måtte jo klare os med det der lille loftsværelse, der var. Ja, det var tider. Vi sov to og 3 i hver seng. Nu var der nogle år imellem os, der var de her to et halvt år imellem os.

Benthe: Men jeg syntes det var så spændende, at komme ned i det der hus. Tommy havde jo værelse deroppe på loftet. Så stod jeg deroppe og kiggede ned i haven med de der bærbuske. Jeg syntes det var et paradis uden lige, det hus.

Jan: Din mors kørekort. Hvordan fik hun sådan et kørekort.

Berthel: Der var jo en kørerlærer hernede. Men det gik vist sådan meget let.

Benthe: Bare de kunne starte og stoppe.

Berthel: Ja, ja - der var ikke så meget, der var ikke noget med teori og al det der.

Benthe: Og bilen, det var vel sådan en, hvor man slog en vinge ud i siden.

Berthel: Ja, men i mangel af vinger så kom der jo sådan en arm ud - det tog man ikke så højtideligt. Jeg kan huske at præsten, pastor Eriksen, han fik anskaffet en - det var han meget stolt over - det var en Dijon Bouton. Og han kørte fra præstegården hen til kirken. Han kørte ikke stort videre, end man kunne gå ved siden af. Hvordan han havde fået kørekort og al det der, det ved jeg ikke.

Når far nu havde en bil, så skulle den jo også kunne give indtægt, og så skulle den jo lejes ud. Der var så en, der havde lånt den - han skulle køre en lille tur. Det skulle vare et par dage. Far - der var jo kilometertæller på den - han havde jo aflæst den, for han stolede jo ikke rigtig på vedkommende. Aå viste det sig, at han havde været i København med den, og hjem igen. Derfor tog det et par dage. O så kom han jo og skulle betale - jeg ved ikke hvad det blev, en 18-19 kroner - det var det far regnede det ud til. Men han nægtede, han havde ikke kørt til København. Åh, det var helt tosset.

Benthe: Jeg kan huske farmor. Når hun skulle være rigtig fin, så stod hun med sit krøllejern - sådan et gammelt et - ude i køkkenet, og så havde hun sådan - hun var faktisk meget køn, hun var meget, meget yndig - hun havde sikkert været en skønhed som ung, det tror jeg - de her mørke - hun har sikkert været så kon, ikke - og så krøllede hun - jeg husker det lige så tydeligt - krøllede hun de her krøller ved ørerne - og så havde hun et tørklæde på - men det var kun de krøller ved ørerne, der blev krøllet med det her krøllejern som hun stod og varmede over komfuret eller over et gasblus. Og så havde hun guldørerringe.

Berthel: Jeg kan huske, jeg havde et job at gå om på gasværket med varm kaffe til far. Så var det jo pakket ind i et varmt tæppe så det kunne holde varmen. Kaffe og et par stykker rugbrød.

Benthe: Der havde man jo ikke termokander, vel. Det var vel på sådan en almindelig kaffekande?

Berthel: Så kom jeg om med det der. Og da jeg var der, så kom gasværksbestyreren - Jørgensen hed han - også der, og hen over en vandtønde der havde de sådan et gasblus som brændte. Og lige i det øjeblik det gik ud, så var de klar over, at de manglede de et gastryk. Han kom og så var han blevet tørstig, så skulle han hen og drikke - nu havde han et mægtigt fuldskæg - og så gik der ild i hans fuldskæg. Nej, hvor jeg grinede. Jeg fik et par lussinger af far, så jeg løb brølende hjem.

- Jeg syntes det var så grinagtigt, for han stak hovedet ned i vandet der og klarede problemerne på den måde.

Benthe: Jamen du har jo slet ikke tænkt på hvor farligt det i grunde var. Du kunne bare se det skægge i det.

Berthel: Ja, jeg var jo bare en 7-8 år

Jan: Hvor lå gasværket?

Berthel: Det lå, hvor der nu er Rådhus - bagved Brugsen, hvor der nu er Posthus. Og jeg gad da vide, hvad der egentlig ligger under de bygninger med alle de slagger.

Jan: Man fyrede med i koks i gasværket?

Berthel: Nej, det var med kul, og det der så blev til rest, det var koks. Kullene kom sejlende til Rødby - jeg ved ikke hvorfra. Koksene blev så brugt igen i husholdningen til at give varme Det var jo et fattigt hjem, man kom fra. Nu var vi jo velsignede med mange søskende

Jeg kan huske, min far sad i menighedsrådet. Han havde meget hyre med pastoriatet. Jeg kan huske en sændag hvor far og jeg gik nede i haven og gravede kartofler op, så kom han jo gående.

"Der er ingen velsignelse, Henningsen, ved det arbejde De står her og gør en søndag".

"Nåh" sagde far " Der er lige så meget velsignelse ved det arbejde jeg gør, som det præsten gør henne i kirken".

Så kom de to i totterne på hinanden og flappedes. Jeg kan huske præsten sagde "Jeg ser dem jo aldrig i kirken om søndagen". "Nej, jeg er som regel på arbejde om søndagen" sagde far." Og nu har jeg tilfældigvis en frisøndag - og så har jeg min have, jeg skal have ordnet herhjemme også. Hvornår skal jeg ellers klare alt det."

Jan: Var det er særligt kristent område?

Berthel: Pastor Nielsen, han var så indremissionsk. Han brasede løs og jagede nærmest folk væk fra kirken undtagen lige dem, der gik. Den faste klike.

Præsten, han havde jo den her store have. Der var så mange dejlige æblertræer. Og vi unger, vi lå jo og stjal præstens æbler. Når det blev mørkt om aftenen, så smuttede vi ind og samlede nogle af de æbler op, der var faldet ned på jorden, og ellers ville ligge og rådne. Men det havde præsten, pastor Eriksen, altså opdaget. Storebor Bernhardt han samlede jo sammen til vinter. Oppe på vores værelse, der havde vi en kommode med skuffer i, og der fyldte han dem ned i, og var ikke klar over, at dem, der var faldet ned bare ville ligge og rådne op.

Da kom pastor Eriksen over til far og sagde "Jeg vil have Deres søn Berthel ind under børneværnet". "Nåh" sagde far. "Hvorfor dog det, pastor Eriksen?". "Jo, han stjæler mine æbler". - "Nåh, ja men så skal da præstens knægt følge med også". "Hvorfor det? Det andet, det er guds gaver". "Ja, men det er også guds gaver, for han har revet en af nine duers rede ned og knaldet æggene. Det er også guds gaver" sagde far. Så begyndte præsten at snakke politik. Så var der ikke mere med at jeg skulle ind under børneværnet. Han ville ikke have, at sønnen skulle med også.

Jan: Din far havde altså duer. Er det der, du har interessen fra?

Berthel: Ja, det må det være. Henry havde også duer. Far havde masser af duer, - høns og gæs, havde han. Det var de jo nødt til at have. Hver havde jo også en gris, som de fedede op. Og far, han kom som regel billigt til sin gris - han vidste hvor de havde posegrise - nogle, der havde vrøvl med kønsorganerne. Det var en form for brok. Men de kunne jo ikke tage en dyrlæge, for at klare det - så sådan en posegris, den var meget billig. Så kom far hjem med en posegris i sæsonen. Han vidste, hvor han skulle hente en. Han var jo ligeglad med det problem, den skulle bare slagtes til julen alligevel.

Benthe: Gjorde han det selv?

Berthel: Nej. Der kom en slagter. Og så gik de fra den ene til den anden og målte den omkring brystet der. Og havde målebånd med - hvem der havde den største gris, der skulle slagtes.Der kom far aldrig i betragtning. De kunne ikke også blive fede og så slås med den sygdom.

Vi havde en grisesti. Den havde enda sådan en flot udgang, at den kunne komme ud og rende rundt i haven - den kunne gå der og gnaske.

Benthe: I arbejdede også i roerne?

Berthel: Ja, vi skulle med i roerne. Hvor har jeg stået og frosset derude. "Vi kan se lidt endnu - vi kan se lidt endnu". Vi ku sagomedeme se til det blev helt mørkt. Vi var med, indtil man gik i strejke, og stak næverne i bukselommerne altså, simpelthen. Vi kunne ikke mere. Sådan var det dengang. Der var mor meget, meget ofte derude, for far havde jo sit arbejde. Og der skulle jo tjenes ekstra på grund af alle vores unger.

Jan: Hvad fik man for det?

Berthel: Det kom an på - man fik hver en fast betaling for hver 12 rækker roer. Der var en fast betaling for det. Og der gjalt det om at få pillet så mange roer op som muligt.

Jan: Hvordan fik I dem op?

Berthel: Først blev de pløjet fra hinanden, og så trak man dem op og bankede dem mod hinanden. Og i den fede ler her, der klæbede de. Og så vinterdage, når det var frostvejr - man stod og tævede dem. Jo det var strengt. Og så blev de lagt i rækker. Så sad vor mor - det var hendes job - og huggede toppen af og smed dem hen i bunker. Så skulle vi andre samle bunker. Seks rækker roer i en række og de andre seks rækker i en anden række

Benthe: Så havde de vel også barnevogn med derud, hvor der sad en og hylede også?

Berthel: Ja, det havde de da. Der var jo Helge - han døde forøvrigt under den spanske syge. Han var to et halvt år yngre end jeg. Så to et halvt år efter, ham der kom Henry og to et halvt år efter, der kom Helga. Så der var de tre, der var yngre end jeg. Der var Lily og Bernhard og Evald. Så kom jeg og Helge og Henry og Helga. 7 var vi.

Jan: Og hvor mange er I tilbage?

Berthel: Der er altså Helga og Henry og mig her. Og min ældste søster, hun blev jo 82 år, og det blev min bror Bernhard også - så må man se, om man kan slå rekorden. Ja, havde Annelise ikke været her, så tror jeg, jeg havde været væk. For vi stod ude i køkkenet og talte sammen, og så lige pludselig, så faldt jeg sammen. For hun har altså været klar over det. Hun tog fat omkring mig - hun er stor og stærk og slæbte mig ind på sengen. Og så kom jeg ekspres på Nakskov Sygehus.

Jan: I gamle dage var der vel aldersomshjem, men de gamle blev vel iøvrigt i hjemmene på helt anden måde end nu?

Berthel: Jo, det ved du jo fra malerierne - den gamle blev sat hen i et hjørne . Så kunne han da sidde og smaske der mens de andre sad henne ved bordet. Han var faktisk sat til side. Så kunne han sidde og passe sig selv.

Benthe: Fandtes der alderdomshjem? Ja, der var jo en fattiggård.

Berthel: Ja, den lå nede ved siden af gasværket. Der var plads til 3 familier. Og jeg kan huske, om aftenen når gasværksbestyreren ikke var hjemme, så skovlede far sådan nogle koks sammen i en spand. Så gik vi bagom, så de havde til varme nogle dage.

Jan: De fik frataget deres privilegier - stemmeret o.l.

Berthel: Ja, mor kom engang grædende hjem. Det var en valgdag, og far var død - der havde man...

Benthe: Han døde tidligt, ikke. Hvad døde han af?

Berthel: Han var fyrretyve år. Han døde af mavekræft. Han var i menighedsrådet. Og så kan jeg huske, at jeg beundrede ham for at en juleaftensdag og dagen før, da skulle han ud og dele julegaver rundt til fattigfolk. Og der kom vi ned hos en der hed V.B. Andersen - tømrer - og han havde et hav af børn og de boede i et elendigt hus uden for Rødby - et stykke derud af - og jeg beundrer min far, for han kunne have to kurve på hver arm. Og så gik vi ud, når det var mørkt. Og jeg havde mer end nok i at slæbe en. Og det skulle jo ske mens det var mørkt, så der var ingen, der så hvor vi gik henaf. Og der kom vi ned hos V.B. Andersen og så overrakte far en kurv til fru Andersen. Og der kan jeg huske jeg tænkte - for der lå altså børnene og sov på gulvet - de havde ikke siddepladser til alle - i laser og klude. Og der kan jeg huske fru Andersen sagde "Gud velsigne dig, Henningsen" "Du skal have en kurv til" sagde han. Det glemmer jeg altså aldrig.

Benthe: Hvad var der i de kurve?

Berthel: Der var flæskesteg og pølse og margarine, ja, der var så de kunne klare en jul og et par dage til.

Jan: Hvem havde financieret de kurve?

Berthel: Det var igennem afgifter i kirken. De lagde nogle penge der, som menighedsrådet så måtte bruge til alt muligt.Nej, der var fattigdom til. Det skal jeg lige love for.

Benthe: Det må også have været hårdt for farmor, når han døde som fyrreårig. Med alle de børn. Hvordan har hun dog næsten fået det til? Gik hun så ud og arbejdede?

Berthel: Ja, hun var hos gartner Christensen og priklede blomster ud for fem kroner om dagen. Ja, sådan var det. Det var daglønnen dengang. Og slid fra om morgenen til langt ud på eftermiddagen.

Man skal også se de sjove sider engang. Der var en ung mand - de kaldte ham "Tosse-Karl". Han var ude på en gård i Nebbelunde. Og så blev han sendt til byen, og skulle handle. Og så skulle han også ordne noget med "Banken for Rødby og Omegn" - sådan hed den dengang. Nu var jeg jo mælkedreng hos Johannes Poulsen, og jeg skulle så også sætte ind, hvad han skulle spare - jeg fik hans sparekassebog med hvor de skrev op hver gang der var en fem-seks kroner, der skulle afleveres - og der kom jeg ind og stod bag "Tosse-Karl". Der var sådan en lille kø, en to-tre stykker. Så kom turen til "Tosse-Karl". Så sagde han (kasseren)"Du kan godt vente - så må de andre, - og mælkedrengen der, han må også vente". "Nu skal du ikke være fræk, fordi du er grim" (ha, ha, ha,) - det glemmer jeg snart heller ikke. I kan tro, han blev ekspederet omgående - og jeg slap med der, under hans vingers skygge. Jeg kom af med fem-seks kroner, jeg skulle sætte ind på mælkemandens bog.

Og en anden gang, da var det også ham. Jeg skulle ind til far med aftenkaffen - han havde nattevagt. Og så havde Karl været inde og handle i byen - det var en vinterdag, og koldt var det."Ah, jeg kommer ind Emil, jeg skal have lidt varme i kroppen,for jeg har jo en lang vej hjem". Han skulle gå til Nebbelunde, og der er jo også lang vej, og han havde også meget at slæbe på. Så kom gasværksbestyrer Jørgensen også der, så vi var da en glad lille forsamling. Og så står "Tosse-Karl" der, og kigger sådan ned - nu havde gasværksbestyreren nogle forfærdelig store og lange fødder. "Du står sådan og kigger på mine træsko" sagde Jørgensen. "Men hvorfor gør du dog det, Karl?" "Ja, jeg står og tænker på, du skal da op på torvet, hvis du skal vende".

Benthe: Han var måske lidt tilbage?

Berthel: Han kunne selvfølgelig hverken læse eller skrive. Nu havde han jo fået det her i tankerne - hvad søren skulle manden gøre, hvis han skulle vende?

Benthe: Men I gik kun i skole hver anden dag?

Berthel: Nej, hver dag.

Jan: Gik du i den byskole, der er der nu?

Berthel: Ja, jeg fik mellem- og realeksamen derovre og røg på gymnasiet i Rungsted og så Seminariet.

Benthe: Du var nok nødt til at gå på Rungsted, fordi du kunne bo der.

Berthel: Jeg kom der takket være lærerne i Rødby. De fik mig sluset ind på Rungsted. Og så, et halvt år efter, så døde far mens jeg gik i 1g. Og så var det jo et problem, for min mor kunne jo ikke klare det, med ungerne og alt det der. Jeg sagde til vores klasselærer "Jeg kommer nok til at gå ud af kostskolen". Jeg var hjemme til fars begravelse og alt det der. Så kaldte rektoren mig op på sit kontor. Så sagde han "Henningsen, jeg har lavet det sådan at De" - vi sagde De til hinanden - "så De kan roligt fortsætte. Deres mor skal ikke komme til at betale noget". Så gik jeg der, og spiste nådsens brød to et halvt år, og blev så student der. Jeg ville jo gerne være student, nu jeg var begyndt på det.

Jan: Hvad år blev du student?

Berthel: Jeg fik realeksamen i 29 og blev student i 32 og lærer i 36.

Jan: Var det sproglig eller matematisk du var?

Berthel: Matematisk. Jeg ville helst have været sproglig. Det kunne jeg ikke få lov til, for jeg havde ikke den her lille latinprøve. Den havde jeg ikke kunnet få i Rødby. Men jeg har da klaret mig.