Udskrift af N.P.Jensens "Livserindringer"

 N.P.Jensen beskriver bl.a. hvordan han som 17-årigt ungt menneske tog til København i marts 1848, hvor landet jo var ved at stande i våde gr. oprøret i Hertugdømmerne. Her et par citater:

(s. 11)

"Hele Befolkningen var paa Benene, og alle talte med hinanden, som var de gamle Bekendte. Til daglig Brug var al Sammenstimlen af Folk paa Gaderne forbudt, og Politibetjente og Gadekommisærer overholdt Forbudet ved en fri og meget udstrakt Brug af den Stok, hvormed enhver af dem var forsynet. Stokkens Anvendelse var tillige Midlet til at formindske Antallet af Arrestationerne, thi alt, hvad der kunde afgøres med en Dragt Prygl, fandt sin Afgørelse paa Stedet, saa at Straffen fulgte Forbrydelsen i Hælene."

26. marts 1848 søgte N.P.Jensen, knapt 17½ år gammel om at blive ansat som frivillig i 2. jægerkorps der lå i Helsingør under Oberst Schleppegrels kommando. Han blev antaget som korpsets første frivillige.
Den 30. marts afmarcherede korpset med retning mod Korsør. Samme aften blev de indkvarteret i Ringsted.

(s. 22)

"Den næste Dag, den 31., mødte atter en Mængde Vogne for at transportere os til Korsør. Da Hestene ikke kunde blive ved at trave uafbrudt, blev der af og til skridtet et længere Stykke, og, da det var temmelig koldt, fik vi Lov til at staa af og spadsere saa længe for at faa Varme i Blodet. Noget før man naaer Sorø, ligger der en Kro, Krebshuset. Foran den var der forsamlet en Mængde Bønder, der vilde se Korpset drage forbi, og forrest stod en gammel Kone. Det var under en Skridtning, og jeg gik ved Siden af en anden Frivillig af Kompagniet. Men, da den gamle Kone saa mig, gav hun sig til at græde og sagde: "Herre Gud! Skal det Barn ogsaa med i Krig!" Det siger sig selv, at jeg følte mig krænket, men, naar jeg nu tænker tilbage og ser unge Mennesker i samme Alder, saa indrømmer jeg gerne at Konen havde Ret. - jeg var kun et Barn."
Om sejlturen fra Korsør skriver han bl.a.:

(s. 24)

"Da Morgenen kom, var Skipperen saa venlig at skaffe os Kaffe i saa stort Omfang, som hans Forraad tillod. Underofficererne kom op fra Kahytten og havde samlet sig i en Klynge agterude. Hvor man saae hen, opdagedes kun Vand, og en af Underofficererne opkastede derfor det Spørgsmaal: "Hvor er vi?" En anden af Underofficererne svarede straks: "Vi er i Kattegat!" Men det blev modsagt af alle de andre underofficerer, og en af dem, der saae mig staa i Nærheden, kaldte paa mig: "Hør De, Frivillige! Hvor er vi? Det er noget, De skal vide." Jeg svarede, at da vi skulde til Sønderborg, kunde vi umuligt være i Kattegat, thi Vejen dertil fra Korsør gik ikke nordom, men søndenom Fyn. Vi maatte derfor være i Østersøen. Det fandt straks Medhold undtagen hos den, der var optraadt belærende. Jeg kendte ham fra Helsingør, fordi han havde været Skriver paa Postkontoret hos min Farbroder. Kort efter at jeg havde givet min Oplysning, kaldte han ham mig til Side og gav mig den første Vejledning i Pligterne mod mine Foresatte. Han holdt følgende Tale: "De er nylig traadt ind i Hæren, og skal vel være Officer, men De kender ikke Pligterne. Derfor vil jeg sige Dem, at naar en Foresat siget noget, maa De aldrig sige ham imod, selv om De tror, at han har Uret. Kun ved at opfylde dette kan De haabe paa en Fremtid, og jeg siger Dem det derfor for Deres egen Skyld."
Det vilde vistnok have friet mig for mange Vanskeligheder, hvis jeg havde fulgt hans Raad; men det laa ikke for mig."

N.P.Jensen - Sekondløjtnant ved 2. Jægerkorps, 18. Batallion

( 1. bind s. 65-74 )

Kaptajn Scharffenberg og jeg blev indkvarteret på Præstegaarden i Flemløse. Der kom en Tid, hvor vi slet ikke havde andet at gøre end at sørge for vort Velvære under Forventningen om de store Ting, som skulde komme. Men, hvad der skulde ske, vidste ingen.
Først den 4. juli blev der Røre; Korpset blev forlagt til et Kantonnement N. for Assens. Vort Kompagni kom til Føns, og jeg fik Befaling til den følgende Morgen, den 5. Juli, Kl. 4 med min Deling at foretage en Afspærring af Fønsodde for at forhindre enhver Passage. Afspærringen blev foretaget i Højde med Herregaarden Sparretorn. Kun et Ligtog fik, efter indhentet Tilladelse, Frihed til at passere ind om Formiddagen.
Den 5. om Middagen Kl. 12 fik jeg Befaling til at inddrage Spærringen og støde til Kompagniet. Det stod opmarcheret ved Føns Præstegaard. Kaptajnen meddelte, at det gik til en alvorlig Kamp, og at Bagagen skulde efterlades. Til at bevogte denne skulde der efterlades 1 Mand. Kaptajnen ønskede ikke at kommandere nogen til denne Tjeneste. Han opfordrede derfor en Menig, der som Familiefader eller Forsørger havde en saadan Betydning for sit Hjem, at dette vilde komme til at staa hjælpeløst, hvis han faldt, til at melde sig. Han tilføjede, at han kunde indestaa for, at det ikke af nogen i hele Kompagniet vilde blive betragtet som en Skam for den, der efterkom hans Opfordring. Skønt den blev gentaget flere Gange, var der dog ikke en eneste af de Værnepligtige, der vilde melde sig. Saa meldte Kompagniets Kommandersergent sig, og han blev tilbage.
Klokken omtrent 2 afmarcherede Kompagniet og stødte til Korpset. Under dettes fortsatte Marche blev der gjort Holdt ved en stor Grusgrav. Geværerne sattes sammen, og alle samledes i Grusgraven. Midt i denne var der en stor Sten. Korpskommandøren, Oberstløjtnant Branner, steg op paa denne og oplæste Dispositionen for Udfaldet ved Fredericia. Da han var færdig, lød et "Kongen leve", og der var en Klang i Hurraerne, der fulgte, som først vil glemmes af den sidste Soldat af 2. Jægerkorps, som var til Stede. Marchen fortsattes saa til Baaring Vig, hvor Korpset blev indskibet paa et engelsk Dampskib "Mercator", og nogle Kanonbaade, som Dampskibet tog paa Slæb. En af Marinens Befalingsmænd var paa Dampskibet for derfra at paase, at Kanonbaadene blev styret paa rette Maade. Da en af Styrmændene ikke gjorde sin Pligt, udøste den omtalte Befalingsmand en Ladning af Skældsord af den værste Art over ham. De fulgte i en ustandselig Strøm, saa at han til sidst tabte Vejret og raabte "Din - Din - Din". Vi lyttede med spændt Opmærksomhed efter Fortsættelsen, thi det forekom os umuligt for ham at finde et Superlativ. Men saa kom det endeligt, og da det lød: "Din Soldat" - blev det hilst af alle vore Jenser med en Latter uden Lige.
Under Overfarten var jeg gaaet op paa Dampskibsbroen. Paa en Bænk sad Alexander Sehested fra Fraugdegaard. Han var gaaet med i 1848 som Frivillig og var blevet Løjtnant. Maanen var lige staaet op og skinnede blodigt rød. Sehested saae paa den og sagde: "Den er lykkelig, som i morgen Aften kan se Maanen; jeg gør det ikke". Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om, at den Slags Anelser ikke har noget at betyde, fordi de ikke kan støttes paa noget positivt, eftersom Faren, naar det gaar til Kamp, er ens for alle. Men Svaret lød, at han følte, at han skulde falde. Han fik Ret, thi han var en af de første, der maatte ofre livet.
Korpset blev landsat ved Kastellet. Næppe formeret blev det hilst af en fjendtlig Bombe. Det var en af de saakaldte "Kastelsjægere". Vi hørte den komme og saa op i Luften, og det syntes - som altid ved saadanne Lejligheder - , at den maatte falde midt i Korpset; men den faldt 50 Skridt fra os uden at gøre Skade, og vor Kommandør sagde; "Det var et godt Varsel!"
Klokken var henimod 10, da vi forlod Kastellet og gennem de lange Gader naaede op til Fæstningsvolden, hvor der opmarcheredes i Nærheden af Poterne, der ligger noget til Venstre for Kongens Port. Geværene sattes sammen, og det blev paabudt Mandskabet at iagttage den største Stilhed, for at Fjenden ikke skulde ane Uraad. Paabudet var overflødigt, thi enhver vidste, hvad der forestod, og det fremkaldte af sig selv Alvor og Stilhed. Man gjorde Forsøg paa at sove, men det var af den Slags Søvn, hvor man akkurat faar lukket Øjnene for straks efter at fare op i Troen paa at have sovet. Natten var, som Ploug skriver, "klam og kold", og, da Maanen var gaaet ned, var det saa mørkt, at man knapt kunde se 20 Skridt foran sig.
Klokken henimod 1 lød det ganske sagte, gennem Rækkerne: "Træd an". Lydløst indtog hver Mand sin Plads, efterladende Tornystret. Det sidste skyldtes en Befaling fra General de Meza, men vor Brigade var den eneste, der kæmpede uden Tornyster, en Lettelse, der burde have været tilstaaet alle. Gaderne ved Volden saavelsom Poterne var belagt med et tæt Lag Halm.
Ifølge Befalingen skulde 6. Brigade danne venstre Fløj, og 2. Jægerkorps denne venstre Fløj af 2. Træfning samt rykke ud af Poterne efter 2. lette Bataillon.
Da Brigaden var kommet fra Als, var den fuldstændig ukendt med Terrænet, og Kortene kunde ikke bruges paa Grund af Mørket. Det var derfor blevet bestemt, at 3. Brigades Musikkorps, der var hjemmehørende i Fredericia, skulde benyttes som Vejvisere, men en tilfældig Omstændighed var Aarsag i, at det ikke skete.
Poterne var saa smal, at den kun kunne passeres i Rodemarche. Vore Kompagnier fulgte efter hinanden i Numerorden. Da Korpset, ifølge Befalingen, skulde være i anden Træfning, vilde det have været naturligt, naar Poterne var passeret, at lade Korpset formere Bataillonskolonne, inden Fremrykningen blev fortsat. Men vor Korpskommandør paastaar, at han af Brigadekommandøren, Oberst Ph. Ræder, havde faaet Befaling til at danne venstre Fløj af første Træfning og handlede derefter. Brigadekommandøren har lige saa bestemt hævdet, at han aldrig har givet en saadan Ordre, og han har vistnok Ret, saa at det, der skete, maa være begrundet i en Fejltagelse fra Korpskommandørens Side. Desværre at den kom til at koste saa mange Menneskeliv.
Oberstløjtnant Branner var i Spidsen for 1. Kompagni og tog Post umiddelbart udenfor Poterne. Her befalede han hver Kompagnichef, der kom ud: "Fremad i Kompagnikolonne! Løb!" og pegede i den Retning, der skulde følges. En Vogn med Arbejdsredskaber, der skulde passere Poterne mellem Korpsets 2. og 3. Kompagni, kørte fast i Poterne, og det Ophold, som derved fremkom, blev Aarsag til, at Korpset blev splittet, saa at Kompagnierne maatte søge at finde hinanden under Kampen.
Da Kaptajn Scharffenberg kom ud af Poterne i Spidsen for 2. Kompagni, fik han den omtalte Ordre og Anvisningen. Under uafbrudt Løb formeredes derfor Kompagnikolonne. Da vi ikke havde Propper foran os, blev Løjtnant Birch sendt frem i Kæde med den forreste Deling. Men efter et Øjebliks Forløb var Birch forsvundet til Venstre, medens Kompagniet fortsatte Løbet paa Lykke og Fromme. Til Højre og fremad for os, faldt der enkelte Skud. Lidt senere strejfede enkelte Kugler vort Kompagni, saa at Kaptajnen fik sin Taskerem skudt itu. Men Løbet blev uafbrudt fortsat, indtil Kompagniet - efter en Udmaaling, jeg senere har foretaget - havde tilbagelagt en Strækning paa hen ved 20000 Alen. Saa fik vi pludselig en Salve, og nu opdagede vi Pikkelhuerne, og at vi var i 20-30 Skridts Afstand fra en Skanse. Jeg sagde derfor: "Herr Kaptajn! Vi er foran en Skanse", og fik til Svar: "Vil De gøre Fronten fri og chargere", hvorpaa Kaptajnene selv begav sig til højre Fløj. Mandskabet, der hørte Befalingen, og som Salven og de Tab, den foranledigede, havde bragt til at standse, faldt straks ned. Men instinktmæssigt saae jeg det Farlige heri og raabte derfor til Folkene: "For Guds Skyld fald ikke ned. Fremad!" Selv løb jeg saa frem med dragen Sabel, og med et Spring kom jeg ned i Skandsegraven. Til Højre for mig i denne stod 3-4 Oprørere, der var i Færd med at lade deres Geværer. Jeg holdt min Sabel frem mod den Nærmeste, men gode Raad var dyre. Da opdagede jeg, at Skansen var anbragt lige op ad en Vej, og at Vejgrøften mundede ud i Graven til Venstre for mig. Straks sprang jeg op og kastede mig paalangs i Grøften. Umiddelbart efter susede Oprørernes Kugler over mig. Straalende glad sprang jeg atter ned i Graven. De Slesvigholstenere, der havde skudt, søgte at komme bort ved at følge Graven, forbi Redoutens venstre Flanke; men jeg fik fat i den bageste. Samtidig kom min højre Fløjofficer, Sergent Olavsen, til. Han tog Slesvigholsteneren i Nakken, og jeg skubbede bag, saa at han blev kastet op af Graven, idet jeg sagde: "Det var den første". Alt dette var foregaaet i langt kortere Tid, end der behøves for at fortælle det. Men i Mellemtiden havde Kompagniet faaet en tredje Salve, og de blodige Tab, den bevirkede, og hvorved blandt Andre Kaptajn Schaeffenberg blev saaret, bragte Mandskabet til at løbe frem.
Det var Oprørernes Redoute Nr. IV, vi var stødt paa, og vi var kommet mod dens Front. Da det syntes, som om Besætningen vilde søge at slippe bort, førte jeg Mandskabet gennem Graven forbi Redoutens højre Flanke, og placerede det bag Struben. Denne var dækket af en Palisadering uden Grav. Palisaderingen var end ikke forsynet med Skydehuller, men paa et enkelt Sted havde man benyttet Palisader, som var indrettet dertil, kun havde man vendt op og ned paa dem, og derigennem kunde vi skyde ind i Skansen. Da jeg tog Standplads dér, hvor Palisaderingen og højre Flankes Brystværk stødte sammen, kunde jeg kun se, hvad der foregik paa de 2 Sider af Skansen: Struben og højre Flanke.
Vore Jægere krøb op ad Brystværnet og skød, naar der var Lejlighed dertil, ind i Skansen. Hvor lang Tid denne Skydning varede, kan jeg ikke angive med Bestemthed, men, da jeg under den fik Øje paa Kompagniets Premierløjtnant, Borch, der stod i Graven lænet op mod den ydre Gravskraaning, raabte jeg til ham, om vi ikke skulde storme. Jeg fik intet Svar, men erfarede senere, at han allerede dengang var haardt saaret i Skulderen. Løjtnant Rosenstand-Goiske, der kommanderede Kompagniets 4. Deling, var, hvad jeg ligeledes først bagefter kom til Kundskab om, ogsaa saaret; han blev noget senere dræbt af en Granat. Fra Hjørnet, hvor jeg opholdt mig, kunde man faa et lille Indblik i Skansen. En af vore forfløjne Kjøbenhavnere sagde til mig: "Herr Løjtnant! Skal vi inte storme, saa gi´r de dem nok." Jeg gik ind paa Forslaget, samlede dem, der var nærmest, raabte "Fremmad, Hurra", og sprang op paa Brystværnet fulgt af Københavneren og 2 Jægere, Husum og Valby; men idet jeg vilde springe ind i Skansen, fik min Sabelskede fat i Palisaderne, - maaske var den blevet ramt af en Kugle og derved bøjet - saa at jeg blev hængende mellem dem. En Slesvigholstener stod lige ved. Han var fuldstændig maalløs over det pludselige Indbrud, og dette var vistnok Grunden til, at han - paa min Anmodning - hjalp mig med at komme ned. I første Øjeblik var vi næppe mere end 10-12 Mand, men Overraskelsen virkede, fordi Besætningen stod paa Bankettet bag Brystværnet, saa at vi i Virkeligheden kilede os ind i Ryggen paa Forsvarerne, og da Hullet først var brudt, fulgte vore Jægere øjeblikkelig rask efter over samme Hjørne. Midt i Redouten laa der en Hytte, hvori der brændte Lys. Da jeg spurgte, hvem der førte Kommandoen, svarede man,Hauptmann v. Gotzkow og tilføjede, at han lige var gaaet ind i Hytten. Paa min Anmodning kom han ud med Kaarden i Haanden, og idet han overrakte mig den, sagde han: "Herr Kamerad! Ich habe gethan, was ich konnte; ich konnte nichts mehr thun". Jeg sagde ham, at hvad han havde udrettet, vilde han faa at se, naar han kom udenfor Skansen. Men, da den langt overvejende Del af hans Styrke endnu havde Geværerne i Haanden, forlangte jeg, at han skulde befale sit Mandskab at strække Geværerne. Befalingen blev givet og efterkommet. Men, næppe var det sket, før vi hørte stærke Hurraraab og saae Jægere storme ind over Skansens venstre Flanke. Oprørerne raabte straks: "Verrath" og greb deres Vaaben. De Stormende var en Deling af Korpsets 1. Kompagni under Overkommandersergent Goldschadt og en Deling af 4. Kompagni under den svenske Premierløjtnant Hauswolff. De maa være draget til Skansen af den Kamp, der havde fundet Sted om den, og uvidende om, at Redouten alt havde overgivet sig, stormede de. I første Øjeblik var min Stilling alt andet end misundelsesværdig; men heldigvis havde jeg Palisadeporten tæt bag ved mig. Den rev jeg op og øjeblikkelig trængte det Mandskab ind, der endnu stod bag Palisaderne. Dermed var Faren afværget. Jeg maa dog takke min Ungdom for, at jeg slap med Livet. Thi, da jeg nogle Dage senere besøgte de slesvigholstenske Fanger i Fredericia, fortalte en af disses Underofficerer mig, at han, da Premierløjtnant Hauswolff foretog sin Storm, stod lige bagved mig og skulde netop til at jage Bajonetten igennem mig. Men, saa drejede jeg mit i det samme, og, da han saae, hvor ung jeg var, skaanede han mig.
Den fangne Styrke bestod i 1 Kaptajn (v. Gotzkow), 1 Løjtnant (Anderten), 1 Tambour og 99 Menige af 5. Insurgentbataillon. Jeg lod Fangerne passere Brystværnet i Fronten og traf hinsides Graven paa en Del af 4. Kompagni under dets Kaptajn. Her fik jeg at vide, at Kaptajn Scharffenberg var bragt tilbage som saaret, og da Kaptajnen for 4. Kompagni var den ældste tilstædeværende Officer, afgav jeg Melding til ham. Han holdt derpaa en lang Tale til den fangne Kaptajn og endte med at tage hans Kaarde ud af min Haand og bede Kaptajnen om at beholde den og bære den som en Anerkendelse af det tapre Forsvar. Men en saadan Myndighed tilkommer kun den kommanderende General, og hele Kaptajnens Optræden var saa meget uheldigere, som den blev udvist mod en Officer af Oprørshæren. Da Kaptajnen havde endt sin Tale, beordrede han en af sine Løjtnanter til at føre Fangerne til Fredericia. At føre Fanger tilbage under en Kamp hører ikke til de Hverv, der eftertragtes. Naar jeg desuagtet skred ind, var det af særlige Grunde. Jeg saae, hvor det Hele vilde bære hen. Man vilde ikke give vort Kompagni den Ære, der tilkom det. Derfor sagde jeg: "Jeg maa tillade mig at gøre Herr Kaptajnen opmærksom paa, at det er 2. Kompagni, der har taget Skansen; den er blevet overgivet til mig, og jeg skal nok selv sørge for Fangernes Aflevering". Svaret lød: "Som min Herre vil". Jeg samlede saa dem, jeg havde hos mig som Eskorte og kom snart ind paa en Vej, som jeg antog maatte føre til Fredericia. Det var Vejen fra Igum. Undervejs stødte Kompagniets Overkommandersergent til mig med noget Mandskab, som jeg beholdt hos mig, fordi min Styrke ikke var stor nok, og det endnu var mørkt.
Naar Otto Vaupell i sin første Udgave af Felttoget 1849 fortæller, at Scharffenbergs Kompagni efter Skansens Erobring "for Størstedelen blev anvendt til Fangernes Bevogtning", og i anden Udgave gentager dette endnu stærkere, saa er det af den Slags Urigtigheder, der findes overalt i hans Skrifter, men som desværre alt for ofte er tendentiøse. I dette Tilfælde er det saa overmaade let at føre Beviset for, at han har Uret. Som omtalt fulgte vi Igumvejen. Noget forinden vi naaede Prinsens Port, stødte vi paa en ældre Ingeniørofficer, ledsaget af nogle Officerer, kommende fra Fæstningen. Det var den for sit barske Væsen bekendte Fæstningskommandant, Oberst Lunding. Han kom mig i Møde med straalende Ansigt, Taarer i Øjnene og ønskede mig til Lykke. Kl. 5½ samme Morgen skrev han til sin Hustru: "Det var et herligt Syn at se de første 100 Fanger bringes ind". Og om Aftenen, da Slaget var endt, skrev han Kl. 10½ paany til sin Hustru: "Jeg vil aldrig glemme Glæden, da jeg saa de første Fanger, som blev bragt ind". Men enhver, der har det ringeste Kendskab til Oberst Lunding, vil vide, at han - trods sin Glæde - strængt vilde have paatalt, hvis han havde fundet, at det var et upassende Forhold imellem Eskortens Styrke og Fangernes Antal.
Da jeg kom igennem Prinsens Port, stod Vagtkommandøren, Kaptajn de Chabert, foran Vagten. Da han saae Insurgentkaptajnen bevæbnet, gjorde han mig opmærksom paa det Upassende heri. Jeg forklarede ham Sammenhængen, og vi enedes da om, at jeg fratog Kaptajnen Kaarden under Paaskud af, at Vagtkommandøren havde forlangt det. Kaarden blev derpaa af mig afleveret til Kaptajn de Chabert.
Efterat Fangerne var afleveret, vilde jeg afmarchere, men paa Anmodning af Overkommandersergenten, gav jeg Mandskabet et kort Hvil. Da det var endt, og jeg vilde bryde op, søgte Overkommandersergenten paany at standse Afmarchen ved at henvise til, "at vi havde gjort nok, at Kompagniet havde lidt et betydeligt Tab, og at det derfor vilde være fuldt forsvarligt at blive i Fæstningen". Mit Svar var, at jeg straks tiltraadte Marchen.

(2. bind s. 52-60)

Jeg var i 1862 blevet optaget i Frimurerordenen.
I 1877 skulde der indvies et nyt ordenshus i Stockholm, og vor loge fik indbydelse til at sende en deputation derop for at overvære højtideligheden. Kronprinsen bestemte, at prins Hans skulde være deputationens ordfører, og jeg et af dets medlemmer. Da kong Oscar fik meddelelse herom, indbød han prins Hans til at komme til Stockholm før indvielsen og meddele, hvem han tog med som adjutant. Da prinsen ikke gjorde tjeneste i hæren og derfor ikke havde nogen adjutant, blev jeg kaldet til i nævnte egenskab. Det er en selvfølge, at jeg gerne efterkom anmodningen, og det så meget hellere, som jeg ofte var kommet i berøring med prinsen og derfor kendte hans personlige elskværdighed.
Den 15. januar tiltrådtes rejsen over Malmø, hvor prinsen blev komplimenteret af landshøvdingen. Den følgende morgen nåedes Stockholm i en jernbanevogn, der var stillet til prinsens rådighed. Kong Oscar var på banegården. Den måde, hvorpå han og prinsen mødtes, vidnede om, at de var oprigtige venner, som med hjertelig glæde genså hinanden. Jeg blev forestillet, og premierløjtnant Gustaf Uggla af den svenske generalstab meldte sig til tjeneste hos prinsen. Vi kørte så til Tessins prægtige slot, hvor der blev anvist prinsen bolig i slottets venstre del i en lejlighed, der plejede at benyttes af vor kronprins og gemalinde, når de gæstede det svenske hof. Mit værelse var skilt fra prinsens lejlighed ved et forværelse.
Ved det svenske hof herskede et meget strængt ceremoniel, så at man fik tilsigelse til alt, selv de ubetydeligste ting - bestandig med angivelse af påklædningen. Prinsen og jeg blev således tilsagt til at ryge en cigar hos kongen i løbefrakke. Da prinsen ikke havde medbragt denne påklædningsgenstand, mødte han i våbenfrakke, men kongen gjorde ham opmærksom på fejltagelsen.Medens vi herhjemme har bortkastet al det ceremoniel, der tidligere blev benyttet ved kongens officielle optræden, var dette ikke tilfældet i Sverrig.
Nogle dage efter vor ankomst skulle rigsdagen åbnes. Dagen forud blev rigsregalierne ført til slottet i stort optog og under eskorte. På åbningsdagen holdtes der Gudstjeneste i Storkirken, hvor Kongen, Kongehuset, ministrene og hele rigsdagen mødte. Foran og i kirken paraderede soldater i uniformer fra Carl XII´s tid. Medens hos os hvert af rigsdagens ting vælger sin formand, blev disse i Sverrig udnævnt af kongen. Ceremonien foregik i tronsalen, hvor en deputation fra hvert kammer gav møde. Kort efter kom kongen, der var ledsaget af sin "store vagt", som kommanderedes af generaladjutanten, og på deputationernes anmodning udnævnte kongen så formændene. I slottets sydlige del ligger "Rigssalen", som benyttes til rigsdagens højtideligheder. Her skulle Rigsdagen åbnes. Da kongen begav sig dertil, var han iført hermelinskåbe og bar kronen på hovedet og sceptret i hånden; kronprinsen var ligeledes i hermelinskåbe og bar en mindre krone. Vejen gik gennem livdrabantsalen. Her er altid samlet et større eller mindre antal ordonnanser, der, hver gang kongen viser sig, hilser ham med "Leve Kongen!" På trappegangen paraderede soldater i Carl XII´s uniformer, og kongen var ledsaget af pager, der bar slæbet på kåben. Åbningshøjtideligheden overværede prinsen og jeg fra en loge i salens galleri, og i en loge ligeoverfor havde hele Corps Diplomatique sin plads. Kongen sad på en høj estrade for enden af salen. Foran var en bred gang, og til hver side af denne sad et af rigsdagens kamre. Efter at kongen var kommet, overrakte konsejlspræsidenten trontalen, der af kongen blev oplæst med høj røst.
Dronningen opholdt sig - på grund af sygdom - ved et badested i Tyskland, så at kongehusets medlemmer indskrænkede sig til kongen, prinsesse Eugenie og kongens sønner. Om disse sagde den tyske gesandt, at de var opdraget fortræffeligt "af en klog fader og en udmærket moder". Kronprinsen skulle den gang afslutte sine studier ved universitetet i Upsala, og der var blevet lejet og monteret en bolig til ham. Kongen ordnede en udflugt til denne by, der foretoges af prins Hans, løjtnant Uggla og mig. Vor ankomst var forberedt. Vi fik lejlighed til at se universitetet og den dejlige kirke, og vi indviede kronprinsens nye bolig ved en fortræffelig frokost.
Ingensteds var Prins Hans en mere kærkommen gæst end i Stockholm. De adelige familjer, det tilbragte vinteren i hovedstaden, og som førte et meget overdådigt liv, ville alle gerne se ham. Men kong Oscar ville nødigt slippe prinsen, og derfor var det kun undtagelsesvis, at han kunne modtage indbydelser. Blandt dem, han gæstede, var Hertugen af Otranto og Grev Hamilton. Hertugen var en efterkommer af Fouché, Napoleons berygtede minister, og gift med en englænderinde, der havde været hofdame hos prinsesse Alexandra. Ved hertugens middag var der ingen menu, så middagen bestod i overraskelser; den blev serveret i 2 afdelinger, hver på 6 gange, og anden afdeling begyndte med ægte skildpade. Grev Hamilton havde været svensk gesandt i København under de vanskelige forhold i 1863-64. Blandt hans gæster var en højere embedsmand, der den gang havde været legationssekretær hos greven. Han udtalte til mig: "Vi forlangte at blive rappelleret, fordi man ikke havde opfyldt de løfter, gesandtskabet havde givet Danmark på Sverrigs vegne". Prinsen var også til middag hos vor gesandt kammerherre Franz Bille, der på grund af sin elegante optræden og vindende personlighed var meget velset såvel ved det svenske hof som blandt de adelige familjer.
Der fandtes i Stockholm 2 selskaber med velgørende formål, hvis medlemmer fortrinsvis hørte til den fornemme verden: "Amaranthen" og "Innocencen". De plejede på højtidsdagen at holde bal, hvor kongen og hoffet kom til stede, og hvor der blev udfoldet stor pragt. Under prinsens ophold holdt "Innocencen" bal. Prinsen var tidligere optaget i selskabet, og jeg blev foreslået til optagelse af kongen. Den foregik som indledning til festen, og der optoges både herrer og damer efter et ceremoniel, der havde et frimurerisk tilsnit. General Bjørnstjerne, der beklædte en høj stilling i selskabet, og som jeg kendte fra besøget i Tyskland 1873, optog mig, og en højtstående dame optog samtidig den første dame. Det var den bekendte italienske sangerinde, Fru Trebelli, hvis bekendtskab jeg derved fik lejlighed til at gøre. Vi fik som medlemmer tildelt et kors, der blev båret i violet bånd.
Om indvielsesfesten i den nye Logebygning kan jeg her kun udtale, at jeg aldrig har været til stede ved nogen fest, der har gjort en så storslået og gribende virkning på mig som denne. Man såe der næsten alle Sverriges spidser og fremragende mænd. Med det, der gav hele festen sit særpræg, var kong Oscar, thi ved denne lejlighed som overhovedet ved enhver optræden repræsenterede kongen glimrende og var på samme tid en udmærket taler.
Under opholdet på slottet færdedes jeg dag ud og dag ind i kongens nærhed, og fik derigennem indtrykket af, at man vanskelig kunne træffe et mere talentfuldt menneske end kongen. Han talte tysk, fransk, engelsk, russisk og italiensk med færdighed, var meget musikalsk, spillede og sang, var digter, udmærket foredragsholder og dygtig militær-historisk forfatter. Desuden var han anerkendt som en ualmindelig dygtig søofficer. Det eneste, man bebrejdede ham, var, at han ville stå sig godt med alle, og det kan man nu en gang ikke, mindst når man er konge. Mod mig var kongen meget nådig. Allerede den første dag, sagde han højt over bordet: "Kaptajn Jensen! Jeg ønsker Dem velkommen til Stockholm Slot!" Den følgende dag sagde han "Du" til mig, således som han plejede at sige til de svenske officerer. Han forærede mig ikke alene sit fotografi, men også sine digte, en historisk fremstilling af krigsbegivenhederne 1712-13, et foredrag om Carl XII samt en beskrivelse af en rejse, han havde foretaget i Nordland og Finmarken 1873.
Den 21. januar indtraf kongens fødselsdag. Prinsen og jeg mødte om formiddagen. Efter at prinsen havde lykønsket kongen, overrakte han hver af os en rød æske. At den indeholdt en orden var givet, men selvfølgelig kunne æsken ikke åbnes i kongens nærværelse. Påklædningen havde været gala, men ved frokosten skulle der mødes i civil. Jeg var i færd med omklædningen, da der blev banket på min dør. Det var prinsen. Jeg måtte svare, at jeg ikke kunne lukke op, da jeg stod i det blotte linned. Da prinsen så spurgte, om det ville genere mig meget at modtage ham i den påklædning, kunne jeg kun svare, at når det ikke generede prinsen, var jeg til tjeneste og lukkede døren op. Prinsen, der selv havde fået Carl XIII´s orden, en meget høj orden, som kun tildeles frimurere, ønskede at se den orden, jeg havde fået. Det var Sværordenens Ridderkors. Da prinsen havde fået sit ønske opfyldt, udtalte han, at han beklagede, at han ikke var regerende fyrste, fordi han i så fald ville give mig den højeste orden, han kunne uddele. Jeg bukkede meget dybt, bad om at måtte betragte prinsen som regerende fyrste og bad ham samtidig modtage min tak for den mig i tanken tildelte orden. Alt dette foregik, medens jeg stod i det blotte linned.
Den 22. januar holdtes der fest på slottet i anledning af kongens fødselsdag. Slottet strålede i al sin pragt, og der var stort bal i en prægtig festsal, "Hvita Havet". Hele rigsdagen var indbudt, kongen kendte alle medlemmerne ved navn og forestillede mig for flere af dem, der den gang spillede en rolle. Så overlod han mig til ceremonimesteren, baron Beck-Frijs, en broder til gesandten i København, der havde det særlige hverv at sørge for rigsdagen. På ethvert indbydelseskort var der angivet, i hvilken sal man skulle soupere. Rigsdagen havde sine egne sale, hvor alt var ordnet på en sådan måde, at enhver rigsdagsmand kunne få netop det, han ønskede. Ballet var glimrende, Corps diplomatique var til stede samt en meget stor del af den svenske adel, og mange af damerne bar formuer af diamanter. Alle syntes at more sig fortræffeligt, og kongen var utrættelig i at få hilst på og sige et venligt ord til enhver.
En dag under opholdet sagde kongen, at han den følgende dag ville give en nordisk middag. Det var dog ikke menuen, men langt mere selskabet, der gav middagen en nordisk farve. Blandt gæsterne var nemlig marineminister friherre v. Otter, den bekendte Oscar Dickson fra Gøteborg samt professor Nordenskjøld og hele det personale, denne havde samlet, og med hvilket han havde planlagt at gøre en jordomsejling. Da taflet var endt, begav hele selskabet sig op i billardværelset, hvor et kort over det nordlige ishav blev udbredt på billardet. Nordenskjøld fremsatte så sin plan og nævnte særligt, hvorledes han håbede at nå frem ved at følge langs fastlandets kyst. Marineministeren, der havde været på polarfart, udtalte sig imod planen, og påstod, at det ville vise sig umuligt at komme frem langs kysten. Men Nordenskjøld fastholdt sin plan og hævdede, at de store floder, der gennemstrømmede Sibirien fra Syd til Nord, medførte så store vandmasser, at isdannelsen ved og i nærheden af udløbene ikke kunne være så fast som andensteds. Desuden udtalte han, at efter oplysninger, han havde modtaget, var de kort, man havde over det nordlige ishavs fastlandskyst, ikke nøjagtige. Da Nordenskjøld var færdig, spurgte kongen: "Hvad siger du, Dickson?" Svaret lød: " Jeg tror på Nordenskjøld, og jeg giver penge til". "Ja, sagde kongen, så vil også jeg tro på Nordenskjøld og give penge til". - Det er bekendt, hvorledes planen blev gennemført. Da Nordenskjøld så på tilbagevejen kom til København, blev der gjort en fest for ham af det geografiske selskab. Jeg var medlem af selskabets repræsentantskab, og da Nordenskjøld fik øje på mig, sprang han - kan jeg godt sige - hen mod mig og sagde: "De hørte mig den gang på Stockholm Slot. Nu er slaget vundet".
At theatret, det historiske museum, Ridderholmskirken og andre seværdigheder ikke blev forsømt, er en selvfølge. Blandt de sidstnævnte må nævnes en udstilling på "Prinsens Palæ" af værdigenstande, den svenske adel havde bragt med fra Tyskland efter Trediveårskrigen. Da kongen ønskede, at vi skulle se "Drottningholm", blev der arrangeret et jagtparti på 4 personer: Kongen, kronprinsen, Prins Hans og mig. Prinserne Oscar og Carl var så elskværdige at sørge for mit jagt udstyr. Jagtudbyttet indskrænkede sig til en urfugl, som kongen skød, og som - udstoppet - stod hos prinsen gennem mange år som en erindring.
Kongen var altid meget beskæftiget. Når han var i hovedstaden, vajede kongeflaget fra slottet, som tegn på, at der blev givet fortræde. Men trods den megen beskæftigelse gik kongen først sent til ro. Prins Hans holdt dog endnu længere ud. Foran hans lejlighed lå en meget stor sal, der kun var svagt belyst fra enkelte lys i lysekronerne. Når prinsen kom derop, trængte han endnu til at ryge nogle cigaretter, idet han gik op og ned i den lange sal fortællende et eller andet. En gang havde han fortalt mig en historie om Arveprinsessen, som han kaldte "Tante Line", og for hvem han nærede den største hengivenhed, fordi hun, som han sagde - altid var så sand og ærlig. Hans fortælling gik ud på, at prinsessen, så længe hun var i fuld vigueur, daglig tog til Frederiksberg Have for at se faderens, Frederik VI´s statue. Men da hun blev svag, gik hun hver dag en tur i haven ved palæet i Bredgade, indtil hun pludselig sagde til sin ledsagerske: "Se så! Nu er vi på Frederiksberg." Jeg benyttede mig af denne historie, og når prinsen blev alt for længe ved med sine nattevandringer, tillod jeg mig at spørge, om Hans Højhed ikke mente at have nået "Frederiksberg". Svaret lød altid: "Om forladelse!" - det var prinsens mundheld - "De er vist træt. Lad os gå til ro".
Prinsen befandt sig så fortræffelig i Stockholm, at han ikke kunne sige nej da kongen bad ham om at forlænge opholdet nogle dage. Da min orlov derved udløb, måtte jeg søge kong Christian om forlængelse. Da svaret ikke kunne komme i rette tid, telegraferede jeg til general Scharffenberg og bad ham om at måtte blive i Stockholm, til svaret kom. Tilladelsen blev givet.
Den 30. januar om aftenen forlod prinsen Stockholm. Kongen ledsagede ham til banegården, hvor der havde indfundet sig en utrolig mængde adelige og højere embedsmænd for at sige prinsen det sidste farvel, der i den smukke svenske form lyder: "Velkommen atter". Prinsen var under opholdet kommet til at sætte megen pris på løjtnant Gustaf Uggla, der var en ualmindelig elskværdig og kundskabsrig ung mand, og bragte ham til afsked en hjertelig tak. Jeg havde i løjtnanten fundet en trofast ven, og gennem mange år fortsatte vi bekendtskabet gennem korrespondance. Jeg så ham først igen ved kong Frederik VIII´s begravelse i Roskilde, hvor han som generalløjtnant og generaladjutant ledsagede den svenske konge.
Over Malmø nåede prinsen København og det gule palæ i Amaliegade, hvor Kongen og prins Wilhelm ventede ham. Det var altid en glæde at være vidne til den kærlighed, der knyttede de tre brødre sammen. Kongen vendte sig til mig og ytrede:" Ja, De kender jo Deres skæbne. De går lige op på hovedvagten og melder Dem som arrestant, fordi De er blevet i udlandet uden orlov, thi jeg har først i dag bevilget Deres ansøgning".
Det blev selvfølgelig sagt spøgende, og jeg svarede derfor på samme måde, at det blev ikke mig, men den kommanderende general, der skulle i arrest, fordi han havde givet mig tilladelse til at blive i Stockholm. Kongen svarede leende, at generalen havde været hos ham og fortalt ham alt. Så fik jeg en hjertelig tak for, hvad jeg havde været for prinsen under rejsen, hvad denne efter kongens udtalelse, ofte havde fremhævet i sine breve. - Som gave af prinsen modtog jeg nogle dage senere et meget smukt taffelur i Louis XV stilen.

(2. bind s. 134-139)

I Juli Maaned fik jeg Befaling til at lede Fægtningsskydningen paa Frederiksværk samme Aar. Da der blev stillet en Samling overordentlig flinke Officerer til min Raadighed, lykkedes det at faa et Udbytte, der blev anerkendt saavel af de Afdelingschefer, der deltog i Øvelserne, som af Hærinspektøren og den kommanderende General, der begge inspicerede Øvelserne. Den sidstnævnte, General Tvermoes, bemærkede dog, at han kunde have ønsket Kompagniøvelsen tilføjet endnu et Moment; jeg oplyste om, at det var udelukkende af taktiske Grunde, at dette Moment ikke var medtaget.
Da Fægtningsskydningen var endt, og jeg var kommet tilbage til Kjøbenhavn, spurgte General Meldahl, der havde overværet Fægtningsskydningen som Tilskuer, om jeg privat vilde oplyse ham om, hvorpaa jeg støttede min Vægring ved at medtage det omtalte Moment. Jeg svarede ved at give ham en Afskrift af de derom gældende Bestemmelser i det preussiske, russiske, franske og schweiziske Exercerreglement.
Den 30. Oktober var der Parol hos den kommanderende General, der benyttede Lejligheden til at takke mig for den Maade, hvorpaa jeg havde ledet Fægtningsskydningen, og han tilføjede, at han havde udtalt sin Anerkendelse i Indberetningen til Krigsministeriet. Det var mig selvfølgelig en Glæde, men det varede desværre kun kort. Da Parolen var forbi, var General Meldahl blevet staaende udenfor Porten. Han standsede mig for at takke for Oplysningerne, men tilføjede, at han ikke delte min Opfattelse. Jeg forsvarede mit Standpunkt. Samtalen blev ført roligt og høfligt. Men pludselig sagde Generalen paa sin ubehagelige Maade: "De véd ikke, hvad en feltbefæstet Stilling er!" Mit Svar lød: "Vor Samtale er privat, og da jeg ikke vil taale Fornærmelser, har jeg Ret til at afbryde den". Derpaa gjorde jeg Honnør og gik.
Nu var min Taalmodighed til Ende. Jeg forlangte mine oplysninger tilbage gennem Regimentsadjudanten. Der blev svaret, at de var makuleret. Jeg forlangte dem da enten i den Tilstand, hvori de var, eller i Afskrift, og da jeg ikke fik dem den 2. November (jeg fik dem først den 5. November, og de var ikke makuleret), gjorde jeg en indberetning til Krigsministeriet. Den indeholdt kun , at efter at jeg først havde faaet en Irettesættelse i Brigadens Skrivelse af 21. December 1891, var denne blevet skærpet ved Gentagelse i Brigadens Skrivelse af 28. Marts 1892, og uagtet Kundgørelsen af 28. April d. A. gav mig Ret i Sagens Realitet, havde Brigaden dog ikke fundet Anledning til, skriftligt eller mundtligt at meddele mig, at den nu saa min Handlemaade i et andet Lys. Jeg indsendte denne Indberetning, fordi jeg maatte være forberedt paa, at General Meldahl paa min Forfremmelsesliste vilde udtale, at han havde givet mig en Irettesættelse og senere gentaget den, og at jeg havde taget derimod uden at gøre Modbemærkninger.
Mine litterære Arbejder var ikke lagt paa Hylden. Jeg havde, foruden en Fremstilling af Napoleons Felttog i Rusland 1812, der var blevet benyttet til Foredrag i Officersforeningen, udarbejdet en Sammenligning mellem Hærorganisationen 1816 og 1842, der ligeledes blev benyttet til Foredrag.
Kongen og Prinserne var næsten altid til Stede, naar jeg holdt Foredrag i Officersforeningen. En Gang spurgte Kongen, om han ikke forstyrrede mig nu og da ved at tage en lille Blund, hvad jeg maatte have set. Aarsagen dertil var, at han kom til Foredragene lige fra Taflet. Jeg kunde med god Samvittighed indskrænke mig til at svare, at Kongen aldrig havde forstyrret mig. Ved Foredragene over de nævnte Organisationer var Kongen dog uafbrudt med, og det i den Grad, at da jeg nævnte et urigtigt Tal vedrørende Garden til Hest, gav Kongen mig det rigtige ved Tegn.
Nytaarsdag 1893 fortaltes i "Dannebrog", at General Bahnson skulde afløses som Krigsminister af General Kofoed. Ved Kuren paa Amalienborg samme Dag, fortaltes derimod, at Folkethingsmand F. Bojsen skulde være Krigsminister med mig som Direktør.
Den 5. Januar var jeg tilstede ved en Fest i hvilken Prins Hans ogsaa deltog. Han havde hørt om mit Mellemværende med General Meldahl og havde talt med Kongen derom. Kongen havde udtalt sin Misbilligelse af, at man vilde forsætte mig, og af at jeg havde faaet Orlov til København. Kongen havde talt med Krigsministeren derom. Denne synes at være gaaet ud fra, at det var mig, der havde talt med Prins Hans og saaledes klaget over ham bag hans Ryg. Sandheden var den, at jeg siden Oktober Maaned ikke havde talt med Prinsen, og at jeg aldrig med et eneste Ord til ham havde omtalt Forholdet mellem General Meldahl og mig. Prinsen ønskede nu, at jeg skulde tale med Kongen; men jeg bad ham indstændigt at sørge for, at Kongen ikke blandede sig i Sagen, da jeg havde Ret, og efter den sidste Samtale, jeg havde haft med Ministeren, intet havde at frygte. Prinsen sluttede med at sige mig, at han næste Dag rejste til Stockholm, og han bad mig komme til sig, saasnart han vendte tilbage.
Samme Dag, den 5. Januar, berettede "Avisen", at General Tvermoes skulde være Krigsminister med mig som Direktør, men jeg skulde senere afløse ham som Minister.
Den 31. Januar besøgte jeg atter Prins Hans, der lige var vendt tilbage fra Stockholm. Han spurgte mig, om jeg havde talt med Kongen. Da jeg svarede Nej, bad han mig snarest muligt søge Fortræde. Jeg, der stadigt stolede på Krigsministerens sidste Udtalelse til mig, svarede, at jeg i Følelsen af min Ret vilde forholde mig afventende, og at det vilde være illoyalt af mig overfor Krigsministeren, om jeg vilde gaa til Kongen. Desuden var jeg ikke urolig for min Fremtid, thi den laa kun i Guds Haand.
Oberst Hedemann var blevet udnævnt til kongevalgt Landsthingsmand. Da han laa i Odense og i en nær Fremtid skulde være General, fortalte Rygtet, at han skulde afløse General Mehldal.
Den 16. Februar fik jeg fra Oberst Jacobi Anmodning om at møde hos Krigsministeren den følgende Dag.
Ministeren begyndte med at udtale, at Rygterne om, at General Meldahl skulde afløses af Hedemann, var en Fabel. Derefter udtalte han, at da han havde modtaget Forfremmelseslisterne, havde han raadført sig med sine "naturlige Raadgivere", og derved var det blevet bestemt, at jeg skulde afskediges, fordi jeg ikke kunde komme ud af det med mine Overordnede. Ministeren henstillede derfor, om jeg vilde foretrække selv at indgive Ansøgning om Afsked. Jeg svarede ubetinget Nej. Ministeren bemærkede saa, at jeg skulde have fulgt hans Raad og gaaet til Fredericia, saa var der intet sket. Da jeg gjorde opmærksom paa, at der efter den Tid - altsaa efter vor sidste Samtale - ikke var sket det allerringeste mellem General Meldahl og mig, matte Forfremmelseslisterne være blevet de samme. Det forbausede mig at faa til Svar: "Det kunde De lade mig om!". Da jeg saa bad om at faa Oplysning om, hvad det var, man bebrejdede mig paa Forfremmelseslisterne, fik jeg til Svar, at Listerne var "fortrolige", og derfor maatte han ikke give mig Oplysning derom. Jeg svarede da, at jeg ikke vilde forlade Hæren med Følelsen af, at der var gjort mig Uret, og derfor havde jeg nu ingen anden Udvej end at klage over General Meldahl. Jeg fik til Svar, at alt, hvad jeg derigennem vilde opnaa, var, at min Afskedigelse vilde blive trukket længere ud, thi afskediges skulde jeg. For saa ikke at gøre mig skyldig i en Forseelse, der kunde paatales, bad jeg om at maatte gaa til Kongen. Det blev besvaret med et næsten haanligt: "Værsgo". Dermed var denne oprørende Forestilling endt.
Da jeg kom hjem, skrev jeg strax til Prins Hans og bad ham udvirke, at jeg fik privat Fortræde hos Kongen. Endnu samme Eftermiddag fik jeg Svar, at Kongen vilde modtage mig om Søndagen, den 19. Februar, "efter Kirken". Men Prinsen tilføjede, at han frygtede for, "at endog en Samtale med Kongen nu ikke mere vilde forandre min Stilling".
Da jeg om Søndagen kom til Kongen, udtalte jeg, at naar jeg ikke var kommet tidligere, var det, fordi jeg havde haft al mulig Grund til at tro, at Krigsministeren var mig velvillig stemt. Derfor havde hans pludselige Omslag forbauset mig i højeste Grad. Kongen sagde mig da, at Krigsministeren havde udtalt, at jeg ikke kunde komme ud af det med mine Foresatte, navnlig General Meldal. Jeg gav da Kongen en kort Fremstilling af mit Forhold til General Meldal, og af hvad der i den Anledning var passeret mellem Krigsministeren og mig. Kongen svarede, at jeg vidste hvor megen Pris, han satte paa mig, og derfor havde det gjort ham meget ondt at maatte gaa ind paa den ansvarlige Ministers Forlangende. Jeg tillod mig da at bemærke, at jeg ikke havde noget imod at forlade Hæren, da jeg havde Erindringer nok at leve paa; men at jeg ikke ønskede at gaa med Følelsen af, at der var gjort mig Uret. Derfor havde jeg sagt Ministeren, at jeg vilde klage over General Meldahl. Kongen svarede, at Krigsministeren allerede havde været hos ham og fortalt, at det var min Hensigt, men Ministeren havde tilføjet, at det for Hærens Skyld ikke gik an, at der blev Forhør og Krigsret mellem en General og en Oberst. Jeg gjorde da opmærksom paa, at naar jeg klagede, stod det ikke i Ministerens Magt at holde min klage tilbage; men at ogsaa jeg havde Følelse af, hvad jeg skyldte Hæren. Jeg bad derfor om, at min Sag med General Meldahl maatte blive forelagt General Schroll, og jeg lovede, at hvis han erklærede, at jeg havde haft Uret, skulde min Ansøgning om Afsked komme til at foreligge øjeblikkelig. Kongen svarede, at han skulde forebringe min Anmodning for Krigsministeren, og at jeg vilde faa nærmere Meddelelse fra denne.
Efter at have forladt Kongen talte jeg med den jourhavende Adjudant, og da det viste sig, at han havde Kendskab til mit Ærinde hos Kongen, sendte jeg ham den Fremstilling, jeg havde affattet, ledsaget af alle Aktstykker, og overlod til ham at bestemme, om han vilde vise Kongen og Prins Hans disse Aktstykker eller kun referere dem. Adjudanten meddelte Kongen indholdet og gennemgik hele min Fremstilling for Prins Hans. Aktstykkerne blev derpaa sendt mig tilbage med Anmodning om at forholde mig fuldstændig rolig, om muligt holde mig hjemme. Det var en kvalfuld Forventningens Tid, men da Krigsministeren inden den 2. Marts ikke lod høre fra sig, søgte jeg General Schroll for om muligt hos ham at faa Oplysning. Da mit første Spørgsmaal lød - "Naar skal jeg afskediges!" - svarede Generalen: "Men De skal jo slet ikke afskediges!" Generalen fortalte mig da, at han var blevet kaldet til Krigsministeren, der havde sagt ham, at det var Kongens Ønske, at han skulde udtale sig om Sagen mellem General Meldahl og mig. Schroll svarede strax, at en saadan Undersøgelse var overflødig, fordi han kendte Sagen og vidste, at jeg havde Ret, Ministeren blev meget afficeret af dette Svar og sagde: "Nej, Oberst Jensen har ikke Ret og skal ikke have Ret!" Schroll svarede da, at hvis han ikke fik fuld Frihed til at udtale sin Mening om Sagen, ønskede han ikke at paatage sig Hvervet. Ministeren indvilligede heri. Schroll undersøgte Sagen og erklærede, at jeg i Sagen overfor General Mehldal havde Ret. Desuagtet forlangte Ministeren, at jeg skulde afskediges. Kongen forlangte saa at se alle Forfremmelseslisterne, og da det var sket, erklærede han overfor Krigsministeren; "Jeg afskediger ikke Oberst Jensen!" Dette foregik den 22. Februar. General Schroll gav samme Dag Middag som Chef for Generalstaben, og Krigsministeren var blandt de Indbudte. Ministeren fortalte strax Schroll, at han samme Dag havde været hos Kongen, og at Kongen ikke vilde afskedige mig. Han tilføjede, at "Sagen var for ubetydelig til, at han vilde sætte sin Portefeuille ind derpaa". Men skønt Ministeren den 17. Februar havde meddelt mig, at jeg skulde afskediges, og Kongen havde lovet mig Svar gennem ham, fik jeg ingen Underretning om, hvad der var passeret. Først den 8. Marts kom Kundgørelsen. Jeg havde mistet mit Regiment og var blevet stillet til Raadighed for 1. Generalkommando. Jeg havde atter maattet gøre Plads for Oberst Zacheriae.
Regimentets Officerer havde uafbrudt staaet paa min Side. Brigadechefens Afskedshilsen var et stramt Buk, men, efter hvad der er blevet mig sagt, omtalte han mig i meget anerkendende Ord, da han fremstillede min Efterfølger for Officerskorpset.
Da jeg kom til den kommanderende General, beklagede han ikke at maatte benytte mig som Stabschef, men lovede at ville give mig saa meget Beskæftigelse som muligt. Han forsikrede samtidig, at han hverken havde været tilkaldt af Ministeren eller raadspurgt, saa at han hverken havde Lod eller Del i Krigsministerens Planer om at afskedige mig. Generalinspektøren for Fodfolket udtalte sig ganske i lignende Retning og tilføjede, at han havde forlangt, at jeg skulde have Regiment. Ja, det blev endog fortalt, at General Meldahl havde udtalt, at han ikke ønskede, at jeg blev forsat. Ingen af mine lovlige Foresatte, der havde affattet Forfremmelseslisterne havde saaledes forlangt mig afskediget. Hvem var da de "naturlig" Raadgivere, Krigsministeren havde spurgt? Oberst Jacobi kunde det ikke være, thi han havde ved alle Lejligheder udtalt saavel til mig som til andre, at der var gjort mig storlig Uret. Der er kun en eneste Forklaring af Krigsministerens Handlemaade imod mig: General Bahnson vilde for enhver Pris beholde Krigsministerportefeuillen, og han saa i mig en farlig Konkurrent. Derfor vilde han have mig afskediget paa en kompromitterende Maade.

Den 14. Marts var jeg hos Kongen, der modtog mig med: "Ja, De forstaar vel, hvad der er sket?" Jeg svarede, at min eneste Viden var Kundgørelsen, der stillede mig til Raadighed for 1. Generalkommando. Kongen bemærkede dertil, at Meningen var, at jeg kun skulde blive ved Generalkommandoen til der blev "en passende Plads ledig for mig". Kongen tilføjede, at han havde set alle Forfremmelseslisterne over mig, at alle mine Foresatte havde udtalt deres Anerkendelse af min Dygtighed og mine Kundskaber og kun anket over min Tilbøjelighed til at kritisere. Han bad mig derfor om ikke at være for skarp i min Dom, thi - tilføjede han - "c´est le ton, qui fait de la musique". Hele den kærlige Maade, hvorpaa Kongen optraadte overfor mig ved denne Lejlighed, fyldte mig med den dybeste Taknemlighed og er en Erindring, jeg aldrig glemmer.

N.P.Jensen - oberst

N.P.Jensen - f. 1830 d. 1918. Skrev sine erindringer i 1916. Afskedssagen foregik da N.P.Jensen var 63 år gammel.